Guide til pollenallergi – Bliv klogere på pollenallergi og få gode råd til pollensæsonen
Oplever du, at næsen stopper til og begynder at løbe, når pollensæsonen rammer, eller har du problemer med, at øjnene kløer og løber i vand, og at du ikke kan lade være med at nyse på omkring samme tid hvert år? Så har du med stor sandsynlighed pollenallergi.
Pollenallergi er en af de mest almindelige allergityper i Danmark. Faktisk lider omkring 20% af den voksne befolkning af pollenallergi. Pollenallergi er en allergi overfor pollen fra træer, græs eller andre planter, som særligt er i luften i foråret og sommermånederne. Derfor er der også rigtig mange, der oplever symptomer på deres pollenallergi i netop disse måneder.
Lider du også af pollenallergi? Bliv klogere på de forskellige pollentyper, man kan have allergi overfor, og hvad symptomerne på pollenallergi er, herunder. Her giver vi dig desuden gode råd til, hvordan du kommer godt igennem pollensæsonen.
Symptomer på pollenallergi
Allergi overfor pollen skyldes, at kroppen identificerer pollen, som noget der ikke er godt. Når du således bliver udsat for pollen, sker der en overreaktion i kroppen, som kommer til udtryk gennem forskellige symptomer. Hvorfor allergien opstår, er uvist. Dog kan arvelighed spille en rolle i forhold til udviklingen af pollenallergi.
De mest almindelige symptomer på pollenallergi er stoppet og kløende næse samt til tider løbende næse, kløende og røde øjne, som løber i vand, samt nysen gentagne gange. Derudover kan nogle af symptomerne på pollenallergi også være udpræget træthed og vejrtrækningsbesvær eller hoste.
Har du pollenallergi, kan det desuden få indflydelse på din almentilstand i pollensæsonen, hvormed du kan føle dig mere uoplagt end normalt. Det er dog meget forskelligt, hvor mange symptomer man får, når man har pollenallergi. Nogle er meget påvirket og får store gener, mens andre måske ikke mærker så meget til det.
Hvilke pollentyper findes der?
De pollen som kommer fra vindbestøvede planter, er de pollentyper, som forårsager allergi. Planter som er vindbestøvede, har lette og tørre pollen, der nemt bliver transporteret af vinden gennem luften. De pollentyper, som typisk giver allergi er: Græs, birk, el, elm, gråbynke og hassel.
Pollensæsonen strækker sig over mange måneder og starter allerede omkring februar, hvor hassel og el begynder at afgive pollen. I marts og april begynder højsæsonen for elm og birk. I maj er det græs, der dominerer pollensæsonen, mens bynke begynder at blive dominerende i juli og august.
Hvornår på året du begynder at få symptomer på din pollenallergi kan således også hjælpe dig med at finde frem til, hvilken af de 6 pollentyper du er allergisk overfor.
Gode råd til at komme godt igennem pollensæsonen
Har du pollenallergi, er det godt at vide, hvad du kan gøre for at mindske symptomerne på din pollenallergi. Herunder giver vi dig en række gode råd til at komme godt igennem pollensæsonen.
Tag medicin mod allergi
En af de vigtigste ting du kan gøre, når pollensæsonen starter, er at huske din allergi medicin. Der findes mange forskellige typer allergi medicin, som indeholder lægemidler, der kan være med til at mindske din allergi og dæmpe allergisymptomerne.
Tjek pollentallene
En anden ting, som kan være rigtig god at huske, er at tjekke pollentallene. Særligt, hvis du har planlagt nogle aktiviteter, som foregår udendørs, er det en god idé at tjekke pollentallene forinden. Er pollentallene høje, bør du så vidt muligt opholde dig indenfor, hvis du vil undgå allergisymptomerne.
Luft ud og gør rent
Pollen er luftbårne, og kan derfor være svære at slippe af med. Alligevel kan det være en hjælp at sørge for at lufte ud og gøre rent for at mindske antallet af pollenallergener i hjemmet. Husk at det er bedst at lufte ud om aftenen eller om morgenen, og gerne efter det har regnet, da der ikke er så mange pollen i luften på det tidspunkt.
Bestil tid hos lægen
Hvis du har meget svære allergisymptomer, og det ikke hjælper at tage allergi medicin, kan det være en god idé at bestille tid til lægen for at få gode råd og vejledning. Lægen kan hjælpe dig med at finde den rette behandling, som kan mindske dine allergisymptomer.
Er du i tvivl om, hvorvidt du overhovedet har pollenallergi, kan det også være en god idé at kontakte lægen for at få afklaring omkring dette.