Sådan forebygger du stress
Stress er et velkendt begreb blandt danskere. Faktisk føler hver 7. dansker sig stresset. Det er primært på grund af vores arbejde, at så mange danskere føler sig stressede. Derudover bliver vi også hele tiden bombarderet med indtryk fra larm, lyde fra mobiltelefonen, biler, andre mennesker og meget andet. Alt sammen er med til at få os til at føle os stressede.
Stress er kort fortalt en belastningstilstand, som man kan komme i. Det opstår typisk fordi du sætter større krav til enten dine arbejdsforhold eller til dine private forhold end du har ressourcer til. Når det sker, oplever du, at du bliver belastet mere end du selv kan håndtere.
Symptomer på stress
Når en person begynder at føle sig stresset, vil han eller hun opleve både fysiske og psykiske tegn. De fysiske tegn kan blandt andet være hovedpine, hjertebanken, indre uro, svedeture m.m. Har man en kronisk sygdom som eksempelvis psoriasis eller sukkersyge, vil man også kunne opleve en forværring af disse.
De psykiske tegn kan blandt andet være træthed, nedsat humør, koncentrations- og hukommelsesbesvær. Derudover vil alle disse tegn kunne føre til adfærdsmæssige tegn i form af søvnløshed, irritabilitet, ubeslutsomhed og øget sygefravær.
Behandling af stress
Får du stress, kan det have store konsekvenser for dit helbred. Særligt hvis der er tale om længerevarende stress. Derfor er det vigtigt, at du får behandling.
Hvad der skal til for at behandle dine stresssymptomer afhænger af, hvad der er årsagen til din stresstilstand. Som nævnt ovenfor skyldes stress, at der stilles større krav end du har ressourcer til. Derfor kan du altså mindske dine stresssymptomer, hvis du kan finde frem til årsagen.
Det kan være svært selv at håndtere og behandle sin stress. Derfor kan det være nødvendigt at få professionel hjælp. Det kan du blandt andet få hos stresscoaches eller psykologer. Der er mange psykologer, der kan yde professionel hjælp, eksempelvis en psykolog i Risskov ved Aarhus, men også mange andre steder i landet. Jo tidligere du søger hjælp, jo hurtigere kan din stress også behandles.
Sådan kan du forebygge stress
Der findes et hav af råd til, hvordan du selv kan forebygge stress. Et godt sted at starte er ved at få din nattesøvn. Når du er udhvilet er du langt bedre rustet til at klare alle dagens udfordringer. Generelt er det vigtigt, at du finder tid til at slappe af i løbet af din dag. Det betyder også, at det kan være nødvendigt at holde små pauser i løbet af din arbejdsdag.
Du kan også fjerne nogle af de ting, der bidrager til stress. Det kan for eksempel være fornuftigt at huske at slukke telefonen en gang imellem. For mange fylder telefonen rigtig meget. Det er herfra, at man tjekker mails, sociale medier, surfer på nettet og så videre. Sørg for at holde pauser fra din telefon. Slå eventuelt notifikationer fra, da de er med til hele tiden at belaste dig – det er jo endnu et element, du skal reagere på.
Vigtigst af alt er det, at du lærer dine begrænsninger at kende – og at du lærer at sige fra. Få hjælp til de opgaver, som du ikke selv har ressourcerne til at løse, eller overdrag opgaven til nogle andre. Prioriter din tid, og sig fra hvis der kommer en ny opgave, som du ikke kan nå i din tidsplan.
Du har med garanti hørt det før: Husk også at motionere. Med regelmæssig motion gør du også din krop i stand til bedre at kunne slappe af efter stressende oplevelser.