Apotekerforeningen: Flere kronikere bør tilbydes en medicinsamtale
Da den nye apotekerlov blev vedtaget i april 2015, var det en del af aftalen, at landets apoteker fremover skulle tilbyde statsfinansierede medicinsamtaler til nydiagnosticerede kronikere. Formålet er at give de borgere, der skal lære at leve med en kronisk lidelse, den bedst mulige start på deres behandling.
I 2016 takkede 4.000 nye kronikere ja til tilbuddet om en medicinsamtale på deres lokale apotek. Samtalen tager cirka 10 minutter og foregår i rolige omgivelser på apoteket og altid med en faguddannet farmaceut, som har den fornødne viden til at afholde samtalen.
Efter 4 uger tilbydes borgeren et opfølgende møde, hvor det gennemgås, hvordan medicinen har fungeret for borgeren. Ved samtalen snakkes der også om de bivirkninger, borgeren måtte have oplevet, samt det fortsatte forløb med medicinen. Som borger får man altså mulighed for at lufte de bekymringer, man måtte have, med en fagperson.
For mange selvregulerer deres medicin
Undersøgelser har vist, at cirka en tredjedel af patienter med kroniske sygdomme ikke tager deres medicin korrekt. En del af dem tager ubevidst den forkerte dosis, mens den anden del af patienterne selv forsøger at regulere dosen af deres medicin uden at have den nødvendige faglige viden.
Denne selvregulering og forkerte brug af medicin er farlig for patienternes helbred, og i sidste ende kan det koste samfundet dyrt, når den enkelte ikke får den optimale effekt af sin medicinering. I visse tilfælde kan det endda have alvorlige konsekvenser for den ene.
”Det koster skattekroner i flere lægebesøg. Det koster også i privatlivet, fordi sygdom har betydning for livskvaliteten,” fortæller Anne Kahns, der er formand for Apotekerforeningen, som har udsendt en pressemeddelelse om emnet.
Medicinsamtaler gavner på flere områder
Apotekerforeningen mener netop, at medicinsamtalerne, der lige nu kun tilbydes nydiagnosticerede, har mange gavnlige effekter. Den ene er borgerens oplevelse af at få hjælp til en god start på et liv med medicin, og den anden er, at det bliver nemmere at forhindre problemer med medicin, der ikke indtages korrekt efter lægens anvisninger.
Et andet område, hvor medicinsamtalerne kan gavne, er på viden om bivirkninger. Det er ikke blevet vedtaget eller fremsat som direkte forslag, men det kunne være et ekstra område at tage med ind i medicinsamtalerne, fordi man her får kontakt til en større del af de borgere, der medicineres.
Den viden, man herigennem kan få, om bivirkninger, kan bidrage til den viden, der allerede findes på området, og ikke mindst bidrage til statistikkerne for at gøre dem mere præcise.
Sådan gør du hvis du er blevet nydiagnosticeret kroniker
Er du for nylig blevet diagnosticeret med en kronisk sygdom? (Inden for de seneste 12 mdr.) Så kan du få glæde og gavn af en medicinsamtale. Du skal ikke søge om lov nogen steder, så der er ikke noget bureaukratisk ved processen.
Det eneste, du skal gøre, er at kontakte dit lokale apotek, eller hvor du godt kunne tænke dig at samtalen afholdes. Bor du i Aarhus, kunne det eksempelvis være på Bruuns Apotek i Aarhus C, men alle landets apoteker har altså tilbuddet.
Selve samtalen tager 10 minutter og gentages efter en måneds tid. Under samtalen gennemgår apotekeren eller farmaceuten den medicin, du er blevet ordineret, med dig, så du er sikker på, hvordan du skal tage den, samt snakker med dig om dine forventninger til medicinen. Ved opfølgningssamtalen gennemgår I medicins effekt og det fremadrettede forløb.